Udtalelser fra klienter

Personlig træning

Skræddersyet træningsforløb der tager afsæt i dine ønsker og behov.

Efter endt barsel, alt for meget arbejde, alt for meget forkert mad var jeg blevet DOVEN og INAKTIV – der var absolut intet overskud tilbage til noget som helst…. Bare det at rejse sig fra sofaen for at hente en ny sodavand var næsten blevet uoverskueligt… Ej helt så galt var det måske ikke, men tæt på, og der var i hvert fald røget alt for mange ekstra kilo på sidebenene, som skulle VÆK.

Jeg har jo ligesom mange andre, forsøgt diverse træningsformer. De holder en måneds tid, og så er man tilbage i samme rille igen og man er pludselig bare blevet sponsor af endnu et træningscenter.

Noget skulle der ske – og så fandt jeg Mia. På få måneder fik hun motiveret mig til at gå fra 0 – 100 km i timen, tabe 12 kilo, løfte kilo jeg aldrig havde troet mine små revisorarme kunne magte og ikke mindst få mit energiniveau tilbage igen. Jeg er ikke i mål, men skal nok nå det med Mia’s hjælp. Mia er bare super-motiverende og hun bakker mig op 100%. Hun er altid positiv, empatisk, fleksibel og hun formår at gøre træning sjovt og udfordrende på den gode måde. Jeg vil til enhver tid anbefale Mia som personlig træner.

Lene, 41 år

Mere fantastisk træner end Mia, skal man lede længe efter!!

Mia kan man regne 100 % med, hun er der for at hjælpe dig, alt det hun kan!

Mit resultat af 12 timer’s træning hos mia, fik min krop til at se ud som aldrig før, stærk og lækker, blev så glad!

Mia er verdens bedste træner og så er hun det sødeste der findes!!

Rie, 44 år

Forløbet med Mia har været helt fantastisk og med en høj grad af fleksibilitet.
Kostprincipperne er lette at følge og gøre til en del af hverdagen. Øvelserne har været simple, med mulighed for tillæg af øvelser til vores individuelle behov, her har Andreas fået ekstra øvelser til armene og Camilla til ryggen. Vi kommer hele kroppen igennem på kort tid, hvilket har betydet meget i travl hverdag. Desuden har det betydet meget at det er nogenlunde de samme øvelser vi har fået således at vi kan træne sammen i hverdagen.
Vi har fået meget mere energi i hverdagen og kan tydeligt mærke at vi er blevet stærkere. Når vi ser os selv i spejlet er resultaterne også tydelige og det har hjulpet meget på motivationen at man kan se fremskridt. For Camilla har det især været en øget muskelmasse som har gjort en positiv forskel i hendes daglige arbejde som sygeplejerske, da hun før dette forløb ofte, døjede med ondt i ryggen, som nu helt er forsvundet.

Andreas har både opnået sit ønsket vægttab og en øget muskelmasse.
Vi har begge to fundet glæden ved at træne igen og kostprincipperne er blevet en del af vores hverdag efter forløbet med Mia.

Vi vil begge anbefale personlig træning med Mia. Hun har en stor viden om kost og træning, er meget inspirerende, støttende og fleksibel i sin vejledning og træning. Mia har en professionel tilgang til sine klienter og har været god til at forstå vores individuelle behov og haft forståelse for vores hverdag således at træning og kost passer ind i den.

Camilla, 26 år & Andreas, 27 år

Jeg mødte min personlige træner Mia for ca. 3 måneder siden. Jeg har siden mine 2 fødsler for snart 12 år siden taget 8 kilo på og været den type der gik på slankekur hver mandag, for så at droppe den igen onsdag, når der var kage på arbejdet. Jeg kunne mærke på mig selv, at gjorde jeg ikke noget drastisk ved at lægge min kost om og begynde at træne regelmæssig, ville der i løbet af de næste par år snige sig endnu flere kilo på, og det vidste jeg med mig selv, at jeg ville være ked af.
Derfor tog jeg kontakt til Mia, da jeg havde hørt meget positivt om hende gennem en kollega. Mit mål var at komme i form og tabe 5 kilo. Jeg må nok sige at jeg blev overrasket over hvor hurtig det gik og hvor meget jeg måtte spise. Mia lagde en kostplan for mig hvor intet var forbudt mad, men alt skal indtages med måde. 2 gange 40 minutters træning om ugen samt sundt mad gjorde, at jeg i løbet af 3½ måned tabte næsten 11 kilo, og 39 cm fordelt på hofte, talje, mave og lår. Det var aldrig gået uden Mias professionelle hjælp, samt en meget nænsom og god oplæring i hvordan man bruger vægte og træningsudstyr som var en hel ny verden for mig. Samtidig har min træning også været et pusterum for en travl hverdag, fordi Mia er meget omsorgsfuld og sød at være sammen med, så vi har lært at kende hinanden rigtig godt, hvad der også er et stort plus for mig.
Lige nu nyder jeg ”mit nye liv”. Jeg er meget glad for at mit BMI nu er normalvægtig og jeg nyder at kunne springe i et par bukser i str. 40, og så ovenikøbet synes at de sidder godt.
Mia skal have den største tak og de allerbedste anbefalinger med af mig.

Annemarie

Jeg kan godt lide at træne og er vant til at bruge min krop. Jeg har født tre børn og har et aktivt liv, der gør mig glad, men jeg ville gerne tilbage i topform efter barn nummer tre.
Jeg var godt i gang med vægttræning, men turde ikke at udfordre mig selv med (endnu) tungere vægte, fordi jeg ikke ville risikere skader, da jeg så måske skulle undvære at træne. For mig er det vigtigt at vide, at min teknik er i orden, så jeg ikke skader min krop, men kun gør den godt og får det fulde udbytte ud af øvelserne. Så jeg havde brug for et par dygtige øjne, som kunne guide mig. Og det fik jeg i Mia. Jeg har taget et 6-ugers forløb med 1 træning om ugen med Mia (og 2 gange ugentligt alene).
Jeg har ikke brug for motivationen fra en træner, fordi jeg elsker at bruge min krop, så det var egentlig overraskende, hvor rart det var at have Mia ’med’ til træning. Hun er utroligt sød og hyggelig – og så har hun gode idéer til kost/velvære. Hun har været rigtig god til at vise mig, hvor meget jeg egentlig kan løfte og hvordan jeg skal sørge for progression i min træning uden at få skader – samtidig med, at hun har forstået, at jeg ikke vil se alt for stærk ud ☺
Mht resultater, så føler jeg mig stærkere og lettere/mere ’affjedret’, selvom jeg ikke har tabt specielt meget i kilo. Jeg er svundet lidt ind, men det vigtigste, som også var mit udgangspunkt, er, at jeg føler mig totalt klar til at løfte videre alene. Og så er mine lår blevet pænere ☺ På 6 uger har jeg forøget min muskelmasse med ca. 1,5 kilo og har tabt ca. 14 cm i omkreds fordelt over hele kroppen.
Det har været et rigtig fint forløb, og jeg kan varmt anbefale Mia – både fordi hun er dygtig, men også fordi hun er helt vildt rar at være sammen med.

Iben, 42 år

I efteråret 2017 fik jeg konstateret brystkræft og har nu lige afsluttet et langt behandlingsforløb. Først 5 mdr. med kemoterapi, derefter 2 operationer og til sidst 30 dage med stråler. Nu er det hele slut og jeg er rask igen 🙂
I mange år har jeg været løber og løb mellem 100-150 km om mdr. Under mit behandlingsforløb var det begrænset, hvad jeg kunne præstere på den konto – specielt efter operationerne og under strålebehandlingen måtte/kunne jeg ikke løbe.
Det gjorde, at jeg tog på i vægt og min krop på mange måder ændrede sig og jeg blev ked af mit spejlbillede. Jeg havde også under forløbet fået hang til at trøstespise – til tider syntes jeg, det var rigtig synd for mig og jeg måtte da fortjene et stykke chokolade!
Jeg blev anbefalet Mia og glædede mig over et tilsyneladende godt match. Mia virkede som en god træner, vores alder matchede og vores kemi var fra starten supergod.
Jeg havde sat mig for at jeg skulle tabe de 6-8 kg, der var kommet på min krop, inden jeg skulle på ferie i slutningen af juli. Min første time hos Mia var midt i maj. Så der skulle kampgejst og vilje til – men alt det havde jeg – sådan en omgang kræft skulle ikke slå mig ud!
Så fra midt maj og til min sidste time i slutningen af juni havde jeg kæmpet med hård træning og omlægning af kost – jeg gjorde store fremskridt, fordi Mia pressede mig og hele tiden lagde ekstra vægt på. Selv om man tror, man ikke kan – så kan man meget mere, end man tror. Jeg er også en ”smule” konkurrencemenneske og det udnyttede Mia også til fulde 🙂
Forløbet sammen med Mia har været supersjovt, megahårdt og meget intenst på samme tid. Den gode kemi er alfaomega for, at det bliver rigtig godt.
Jeg vil til enhver tid anbefale både Mia til andre – det har virkelig kickstartet mit vægttab, opbygning af en krop, som havde ligget stille samt givet mig nogle gode og sunde kostvaner jeg kan leve med resten af livet.
Sidder nu her 2 uger før min ferie og mangler at tabe 1,5 kg og det skulle jo nok være muligt 🙂
Marianne, 44 år

Mit mål med at starte et forløb hos Mia var at kick-starte min træning igen. Efter to fødsler, en svækket core og manglende motivation til at prioritere træning, så havde jeg brug for hjælp til at komme godt i gang. Den sidste graviditet havde slidt en del på kroppen og jeg var der hvor jeg ikke en gang kunne støvsuger eller gå en tur uden smerter i både lænd og bækken bagefter. Jeg gik ind til træningen med et fokus på at få styrken tilbage i koppen, men kom ud med både vægttab og en helt ny tilgang til kost.
Jeg har tidligere været i kontakt med andre personlige trænere, men jeg har haft svært ved at finde en træner som kunne ’møde mig’ i mit udgangspunkt. Mia har været fantastisk god til netop det – at tage udgangspunkt i min hverdag, uden en masse trænings- og kostprædikater. Mia har formået at motivere, ikke kun til træning, men også en øget kost-bevidsthed. Ikke en eneste gang hvor jeg har haft en træningstime om morgenen, har jeg tænkt: ”jeg orker ikke træning i dag”. Det har været ekstremt lærerigt, sjovt og fyldt med resultater på både styrke, vægt, energi og motivation til selv at fortsætte de gode vaner.
Jeg kan varmt anbefale et træningsforløb med Mia!

Rikke, 37 år

Wuhuuu jeg har taget 2 kilo på ? i muskler!
Jeg har tabt fedt og ombygget. Og det tager man på af ?? Er høj over endelig efter skader og graviditeter at have fundet en træningsform der passer til min krop og min tid!

Mia har hjulpet mig på vej! Jeg er en fan ??☀️????‍♀️

Kristina

Tusind tak din hjælp og støtte igennem de sidste par måneders intense træning.

Jeg har glædet mig til hver eneste gang vi skulle mødes og det har været en fornøjelse at være i selskab med dig og aktivt deltage i min egen krops forvandling.

Du er altid så positiv og humoristisk og du har gjort det nemt for mig at komme til træning.

Men fremfor alt har du den ekspertise, som jeg havde søgt efter og ikke havde fundet, før jeg mødte dig. Dejligt at få nogle klare svar og nogle fakta til at bakke dem op.

Lars, 49 år

Midt juli 2018 var jeg på ferie i Spanien og jeg blev klar over, at det var nu, jeg skulle gøre en alvorlig indsats for at komme tilbage i fysisk god form og få en krop som kan holde til den daglige belastning med det slid, arbejdspres, sportsudøvelse, golfrunder som jeg gerne vil kunne belaste den med i årerne fremover.

Min kondition og krop var simpelthen på stand-by efter en alvorlig hjerteoperation i december 2017. En investering, i min fremtid, er det, som jeg ser min start og træning hos Mia som.
Det har været en øjenåbner at få sat tal og mål på, hvordan min krop var ved starten af min træning og se den fantastiske udvikling som de 13-14 x træning har påvirket min krop i positiv retning.
Før jeg blev fysisk påvirket af min hjertesygdom, har jeg altid været i ret god form og været ok tilfreds med min træningsform.
Under forløbet har jeg meget hurtigt set resultater ved at have fået meget mere styrke i min krop og energi, der også har påvirket min lyst til at få spist og tilberedt mine måltider efter de rigtige principper uden dog at være helt fanatisk.
Jeg har aldrig før brugt personlig træningsassistance, men vil helt klart anbefale forløbet hos Mia Som jeg for øvrigt blev anbefalet, af en god bekendt, som også har haft et positivt forløb.
Jeg har tidligere trænet i fitnesscentre, gået til yoga, pilates, spillet badminton og golf på eliteniveau.
Diverse anbefalinger som detox, lov carb, antiinflamatorisk kost har været oppe og vende med jævne mellemrum og således har mine kostvaner aldrig været rigtig usunde, men jeg har altid haft en sød tand.
Dette har dog ændret sig siden min start i dette træningsforløb og jeg føler at motivation og lyst til at få den rigtige kost, er vokset og giver min hverdag et helt andet indhold med energi og glæde.
Det har været et fantastisk forløb hos Mia, som er en skøn, engageret, og opmærksom træner/coach. Jeg kan helt klart anbefale et træningsforløb sammen med dig.
Du har virkelig fået mig til at få motivation og lyst til at transformere min krop med enkle midler og uden at det bliver for besværligt at fastholde et træningsforløb med en sund kost.
Jeg er nu selv begyndt at træne de øvelser, jeg har lært under mit træningsforløb hos Mia
Jeg håber virkelig, at jeg kan bibeholde denne enkle træning og kost i min hverdag i fremtiden, så jeg kan få den krop jeg fortjener og som skal holde i mange gode år fremover.
Af hjertet tak Mia.

Ann, 63 år

Jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til Mia Schwencke – Alle, der får Mia som personlig træner er super heldige og kommer til at opleve fantastiske resultater.

Mit forløb hos Mia har først og fremmest givet mig en øget livskvalitet – jeg er blevet MANGE kilo lettere og MANGE centimeter mindre – men det bedste er, at jeg er blevet stærk og har energi og overskud.

Mia tilpasser træningen og programmet til hvad din hverdag kan rumme. Jeg har trænet hos Mia de sidste to år – Mia sørger for at hver eneste træning giver fornyet motivation og energi. 
Det er altid en fornøjelse at komme til træning hos Mia – der er højt humør, hårdt arbejde, god musik og 100% opmærksomhed på dig.

Henriette

Efter at være stoppet som håndværker for ca. 6 år siden, og siden har været stillesiddende på kontor, er vægten desværre kun gået en vej. Da vægten nåede op på 145kg, besluttede jeg at nu skulle det være slut.
Jeg undersøgte markedet for personlige trænere. Og efter et par samtaler med nogen forskellige trænere, faldt mit valg på Mia.
Mias tilgang til træningen tiltalte mig.
Jeg har nu trænet med Mia i ca. 4 måneder, og har i den periode smidt 20 kg. Men også fået et væsentligt bedre helbred, bla med færre rygproblemer.
Selv om at jeg synes at jeg har godt styr på træningen efterhånden, så vælger jeg stadig at træne med Mia med jævne mellemrum. På den måde bliver jeg holdt lidt i nakken, og evt. fejl bliver rettet.
Jeg kan bestemt anbefale Mia, og har ikke fortrudt mit valg af træner en eneste gang.
Lars, 46 år

Jeg har haft Mia som personlig træner i 7 måneder.
Hun har givet mig det skub der skulle til for jeg kom i gang med styrketræning igen. Jeg er vild med hendes personlighed og den måde hun deler sin store viden om kost og motion. Mia er min bedste investering og gevinsten er ikke til, at tage fejl af. Jeg er på rette spor og kan ikke undvære min træning, Mia er min motivator og derfor har jeg valgt at ses med hende 1x hver måned for at holde fast.

Maria, 44 år

Min bedste beslutning uden tvivl.
Jeg har længe haft et ønske om at komme i bedre form, men har aldrig kunne holde motivationen særligt længe. Heldigvis har Mia været med til at ændre på dette. Jeg har nu trænet sammen med Mia siden sommeren 2019 og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke én eneste gang har haft svært ved at komme ud ad døren. Mia er en fantastisk træner, der altid er glad, positiv og klar med opmuntrende ord, hvis der er behov for dette. Hun er god til at presse én til at yde det ekstra, der gør at du lynhurtigt kan se resultater. Hvis du søger en personlig træner, der har en bred erfaring inden for kost og træning, der samtidig er yderst motiverende og ikke mindst super godt selskab, så er det Mia, du skal vælge.

Mette, 39 år

Mit forløb hos Mia er uden tvivl noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv!

Jeg kan allerede (efter fem uger) SE forandringerne på min krop. Mine arme og ben er blevet mere tonede, og min mave (lidt) mindre. Har ikke været i gang så længe, og jeg har ikke travlt, så jeg er meget tilfreds med mine resultater indtil videre. Jeg har også mere energi, og føler mig meget stærkere

Mia er en super dygtig træner, og hun er et rigtigt dejligt menneske. Jeg følte mig fra starten både velkommen og i gode hænder, og jeg har hele vejen igennem forløbet følt, at jeg gjorde fremskridt og var godt på vej! Mia har fra starten troet på mig – mere end jeg selv har faktisk, og det har bl.a. betydet, at jeg nu både dødløfter og laver Squat med en vægtstang, og laver planke med en vægtskive på ryggen! Dét havde jeg seriøst aldrig troet, at jeg ville blive i stand til. Jeg har også fået masser af gode råd til min kost, og har opnået både vægttab og tab af cm undervejs.

Jeg kan kun give Mia mine allervarmeste anbefalinger, så hvis du overvejer at bruge et forløb(og det gør du jo nok, siden du læser dette ☺) så gør det! De er hver en krone værd!

Mette, 51 år

Jeg giver Mia Schwencke mine varmeste anbefalinger.
På meget kort tid kunne jeg se resulter i både cm, kilo og fedtprocent. Mia forklarede kost og træning meget nemt og sendte opskrifter til inspiration, hvilket gjorde dagligdags madlavning med små børn nemt. Men frem for alt synes jeg at Mia Schwencke er sjov, inspirerende og fleksibel. Mia Schwencke har formået at få mig til at glæde mig til mine træningstimer både med hende og alene.

Sandra, 45 år

Se hvad du kan opnå på 12 uger hos mig

Personlig træner & online coach

Mia Schwencke

Jeg hedder Mia Maria Schwencke, er mor til 3 voksne børn, bosat i Hellerup og bliver af mine klienter karakteriseret som en dedikeret entusiast, når det gælder krop og sundhed.

De seneste 10 år har jeg udelukkende arbejdet som certificeret personlig træner og livsstilcoach. Min virksomhed: Msfitness´s DNA er at følge mine klienter i processen til blive stærkere og sundere - fysisk og mentalt. Min vision er tage afsæt i den enkeltes behov og ønsker og at støtte min klienter og inspirere dem undervejs i opture såvel som i de perioder, der føles udfordrende.

Min store interesse for mit arbejde forplanter sig også til mit privatliv, og jeg brænder for at tilegne mig viden om den sidste nye forskning og erkendelse inden for livsstil, kost, sundhed i tarmsystemet og hormonspejlet hos kvinder. Jeg har testet mange metoder af indenfor kost og træningskure og har fokus på at tilpasse og kombinere forskellige strategier til den enkeltes behov og ønsker. Sund skepsis og humor er også en vigtig del af min tilgang.

Start din nye livsstil i dag

Kontakt mig for en personlig samtale